Velkomsttale til Holbergdagen på Tersløsegaard. 20.8.2006
Jeg vil gerne takke bestyrelsen, fordi man har bedt mig om at holde
velkomsttalen til Holbergdagen i år her på Tersløsegaard. Den
forespørgsel blev jeg mere end almindelig glad for.
Det gjorde jeg, fordi jeg er vokset op med en uendelig stolthed og glæde
over det navn, jeg bærer. Min far skrev i sin bog : "Ej blot til lyst,
livets teater": "Man kan ikke leve af eller blive en personlighed ved
forfædrenes gerninger, men det giver vilje og tro". Og det er sandt, det
med viljen og troen: det bliver en livslang forpligtelse at bære det
navn, man bærer.
Jeg har i mange år sagt, at havde vi ikke det prægtige sted, vi bor på,
så ville Tersløsegaard stå for mig som en perle at bebo. Desværre bliver
jeg dog næppe en skikkelig enke, og fortaber alene derfor min mulighed
for at flytte ind her.
Men Tersløsegaard står for mig som en renfærdig, kulturhistorisk og
bygningskulturel perle, hvis egentlige hemmelighed er, at her har det
menneske, der, som Edvard Brandes skrev i bogen Holberg og hans Scene
"fra ungdom til alderdom repræsenterede sit lands højeste dannelse"
gået, læst skrevet, tænkt, været....
På en helt forunderlig måde, taler dette højlærde, svagelige, koleriske,
humorætsende, økonomisk begavede, myreflittige menneske med den enkle
levevis gennem rummene på Tersløsegaard. Og han må gøre det selv, for
her er jo ingen af hans personlige ejendele. En kendsgerning, der slår
mig med dyb undren, hver gang jeg kommer her. Fordi det hele på
forunderligste vis er så levende.
Hvem var han, der fylder dette sted så stærkt?
Jeg tror, det er vigtigt at sige, at Ludvig Holberg voksede op i Bergen.
Jeg tror, det kom til at præge ham meget. Der var ikke mange byer i
Europa, hvor man på hans tid ( han er født 3. dec. 1684) kunne komme fra
og til, som Bergen. Bergen var meget international. Holberg fortalte
selv om, hvordan bugten udenom byen kunne være vrimlende fuld af
udenlandske skibe. Hansestædernes folk kom og bosatte sig, Skotter kom
og nedsatte sig. Forbindelsen til Europa var tæt. Der var samkvem med
Grønland, Island, Færøerne, ja, Holberg skriver: "At ellers ungdommen
her er så levende, forårsages af, at mange halvvoksne drenge har været
på fremmede steder, især udi England og Holland, hvor de frie levemåder
ere."
Det, der kendetegnede byen, ud over at den optog mange fremmede, var høj
aktivitet, arbejdsomhed og økonomisk sans. Man var købmænd, der var
optaget af det daglige arbejde uden fine fornemmelser.
19 år gammel drager Holberg inspireret af dette bergenske miljø til fods
ud på sin første europæiske rejse. Han underviser, tigger og synger sig
frem, han studerer, han lærer sprog. Han opsøger alt det, han mener, han
kan hente viden ved. Han møder mange typer af mennesker, som skriver sig
ind i hans sind.
Edvard Brandes skriver: "Han drog ud, ikke for at lære det fremmede at
kende i modsætning til noget hjemligt, thi hvori skulle dette hjemlige
have bestået? Danmark ejede hverken litteratur eller kunst, blot spirer
til en videnskab. Nej, han drog ud for at kende sin egen tid, og han
vendte hjem for at oplyse sit land og opdrage borgerne til
selverkendelse og selvforbedring. Han vidste, at et lille land trænger
til stadig påvirkning udefra. Han kom tilbage som opdrager, reformator
og agitator."
Edvard Brandes skriver videre, at Holberg, da han kom hjem ville skabe
en offentlig mening: "For at nå sit mål brugte han ethvert litterært
middel. Han ville opvække, spore, kildre, hidse, sætte på den anden ende
- blot ikke stilstand eller søvn. Han er den uhyre puster, der blæser
frisk luft ind i myretuens gange, så indvånerne farer forskrækket op,
råber vagt i gevær...".
Holberg er filosof, historiker, jurist, universitetsprofessor, holder
forelæsninger over metafysik, skriver rigets historie, skriver
religionshistorie, skriver satirer, og han var journalist om en hals,
som Edvard Brandes skriver.
Og så var der teateret. Teateret, hvor han kunne tage alt det opblæste,
alt det pseudolærde under vingebenet. Teateret blev hans vigtigste
oplysningssted. Der kunne han udstille dumhederne og fordommene. Han
forsøgte gennem teateret det, han anså for sin vigtigste mission: at få
de u-dannede i tale. At få dem til at se og få dem til at turde tale. At
få Jeppe op af forarmelsen og væk fra Nilles krabask.
Vi taler tit om, at vi savner i dag en Grundtvig, der kan sætte ånd på
dagsordenen. Måske mangler vi i endnu højere grad en Holberg, der kan
skabe "luft i myretuens gange, udstille det opblæste og få indvånerne
til at fare forskrækket op og råbe vagt i gevær."
Må jeg ikke anbefale Jer at gå hjem og læse om eller genlæse herren til
Tersløsegaard.
I vil så forstå, hvor vigtigt det er, at nogen gider at påtage sig den
store opgave, det er at holde dette sted kørende. For husets skyld,
fordi det er et bygningsmæssigt klenodie, men allermest for det
menneskes skyld, som har gået i disse stuer, og som har siddet her og
følt sig i ufattelig grad forpligtet til at kæmpe for at sige det, der
for ham var så vigtigt at sige ind i den tid, der var hans.
Gid denne vilje og det mod aldrig går af mode.
Jeg vil gerne slutte med at takke Jer, der påtager Jer det kæmpestore
kulturhistorisk vigtige arbejde, I gør her på stedet. Det bør vi andre
både tage hatten af for, men også takke Jer umådeligt for. I er med til
igen at sætte en af det norske og det danske folks virkelig store
skikkelser på dagsordenen. Det skal I have umådelig tak for.
Og til Jer, der er kommet: hjertelig velkommen til dette dejlige sted og
håb om, at I også kan fornemme vingesuset fra en af de, der er med til
at give os vilje og tro.
Britta Schall Holberg
19.8.2006
|