Tersløsegaard den 19. august, 2008
Såsom det har behaget Gud at forlænge mit liv langt ud over det
forventelige, har jeg besluttet, at jeg vil overgive Sorø akademi 200
millioner af min formue. Sådan noget lignende sagde Holberg engang.
Sådan kan jeg ikke lige sige selv, det kniber med formuen. Men jeg
stiller gerne op her i dag for at slå en sludder af med min gamle nabo,
Ludvig Holberg, henover hegnet, eller naboskellet. For Holberg har været
min nabo i mange herrens år, hvis altså ikke Brorup var brændt og jorden
solgt fra. Da Holberg i en alder af 56 år, i 1740, købte Brorup, strakte
hans gods sig ellers op til min baghave. Og netop her har jeg – som en
hilsen - stillet det runde marmorbord, der danner skel mellem mark og
have, og hvis ide netop er inspireret af bordet her på Tersløsegaard.
Jeg har altid syntes, det var genialt med Holbergs testamentariske
fremsynethed, den med de “skikkelige enker”, der skulle bestyre gården.
Han havde sikkert regnet med, at der ville være nok af den slags enker
til evig tid. Holberg, der ellers var udstyret med utopisk fantasi,
havde næppe forudset den digitale tidsalder, hvor enhver skikkelig enke
på halvfjers kan blive rugemor og opereret om til nymfe..
Brorup, Tersløse, Sorø…Jeg kørt en lille halv time herover. Så langt
strakte baronens ejendom. I sandhed en mand, der fik jord under neglene.
Eller jorden lod han andre om at passe. Men her på Tersløse tilbragte
Holberg sit livs ti sidste somre, “glad ved at gøre en borgerlig
gerning, ordne et urede og bedre bondens kår” - ligesom Voltaire i
Ferney på den schweiziske grænse.
Holberg var som bekendt en aktiv godsejer, der ivrigt diskuterede med
sine bønder. Også dét kan jeg nikke genkendende til: Jeg har boet en
lille menneskealder blandt bønder og småkårsfolk, som det hed engang, så
jeg ved hvad Holberg mener, når han siger:
“Jeg taler aldrig med Bønder, uden at jeg lærer noget af dem: Thi de
raisonnere ikke uden om solide og magtpåliggende Ting, hvorom de vide
fuldkommen Beskeed. Man kand af dem lære, hvorledes Jorden skal dyrkes,
Hæste og Qvæg conserveres, Skovene sættes i Stand, Gaarder bygges, og en
skikkelig Oeconomie føres. (...) Du seer heraf, hvi jeg haver meere
Behag i at omgaaes med Bønder end med Kiøbstæd-Folk, og hvi jeg er
sociable paa Landet og misanthrobe i Staden, ” som der står i den 29.
epistel.
Det skal dog lige tilføjes, at man nu om dage godt kan savne samtalen
med bønder, for de findes ikke mere i gammeldags forstand. Tusindvis af
gårde forsvinder, bondekulturen er virkelig væk. I stedet er der kommet
tilflyttere som mig selv, der dyrker et liv, bonden aldrig har kendt. Og
dem der dyrker jorden overlader det i reglen til en maskinstation, mens
jordejeren selv passer sit job på et kontor eller i en virksomhed i
byen, når han ikke lige er på krydstogt, jordomrejse, som lokalbladene
reklamerer med.
Lige så begejstret Holberg var for sit forhold til bonden, lige så
forbeholden var han overfor ægtestanden. Og man forstår det. Mand og
barn er kostbare møbler udi en husholdning. Holberg anlægger jo det
øko-æstetiske-synspunkt på ægteskabet, at der af hensyn til en bys
skønhedsbalance bør være det rette antal singler i omløb. Der skal være
så og så mange rødkindede jomfruer til pynt, og de kan så - med
politiets tilladelse - få lov at gifte sig som 35-årige, når deres
kinder er blevet til aske og tænderne faldet ud. Men jeg kan overfor
salig Holberg bedyre, at jeg næsten var en halvt hundred årig gammel
madamme, da jeg indtrådte i den frygtede ægtestand.
Men jeg forstår godt, hvorfor Holberg ikke giftede sig. For jeg er
ligesom ham indrettet med en grundliggende delikatesse, der bevirker, at
jeg desværre ikke kan tåle den gifte stand, hvis man forventer, at den
gifte indretter sin husstand ligesom naboens og i det hele taget lever
et så dadelfrit liv, at det er højt hævet over folkets critique.
Det gælder også de bøger, der udkommer fra min hånd, som er højst
kritisable.
Mange ægtepar sidder måske med hver deres puddelhund på skødet eller de
deler serviette. Men vi er så heldige at have hele to Holbergmedaljer i
min husholdning. Vi har stor fornøjelse ud af at sidde og pudse vores
Holberg-medaljer, når vi holder vores daglige pølsesnak i
konversations-køkkenet.
Ud af al denne konversation kan der risikere at komme både børn og
bøger. Afkom kommer der. Og de bliver straks sendt hen i Holbergs gamle
akademi i Sorø, hvor jeg kom til at sidde i bestyrelsen som kostskolemor.
Holberg mente jo, at der var mere merite i at skrive bøger, frem for at
få børn. Thi det første kræver kunst og umage, mens det sidste kan
overkommes af såvel en kejser som en hvilken som helst bonde på Amager.
Men jeg vil nu holde for, at der efterhånden er så mange som skriver
bøger, at det ingen kunst er, men at det til gengæld er blevet lidt af
et kunststykke at opretholde befolkningen i en tilstand af tilstrækkelig
frugtbarhed til at konceptionen kan lykkes udi uteri, livmoderen, og at
det desforuden er extraordinært krævende at opdrage et barn nu til dags,
efterdi verden forandrer sig så hurtigt, at man ikke aner, hvilken slags
verden, man skal opdrage afkommet til. Jeg har haft lejlighed til at
tænke en del over skolevæsenets hele misere, når det gælder de små
familje-fetischer, som børn jo har udartet sig til i vore dage. Disse
fetischer -, hvad de jo nærmest er - der dyrkes som guder, lever som
grever og prinsesser og forsømmes som mennesker.
Valget står jo ikke mellem den sorte skole og hvad-synes-du-selv skolen.
Alle er jo selvfølgelig enige om, at børn skal være individualiserede,
dannede demokrater, der kan bruge et lexikon og en computer. Det er bare
måden, hvordan man dog skal opnå det mål. Og jeg har det. Grebet. Grebet
hedder obligatorisk latin i folkeskolen med examen bagefter. Jamen, der
er jo ingen, der gider at lære latin nu om dage. Nej, netop derfor.
Latin er et dødt sprog, indvendes der. Ja, gudskelov. Det er det fine
ved latin, at det er det eneste, der ikke forandrer sig i den flydende
digitale verden. Dér står latin som det eneste træ i skoven, der ikke
valser af sted til Duncingham, når heksene kalder. Indlæringen af latin
er en oplagt disciplin i den kaotiske lystverden. Latin er hjernens
oldfrue. Og Latintræets grene er globale. De rækker ud i de
farmaceutiske discipliner, medicin, anatomi, jura, teologi, botanik,
zoologi. Latin er roden til en mængde andre sprog. Uden latin er man
lukket ude fra centralnervesystemet i al dannelse. Holberg kan man
dårligt forstå. Men hvis man kan latin, er det meget nemmere at lære
sanskrit.
Og hvad med den nu i årtier udskældte udenadslære? Hvad sker der for
den? Ja, børn har jo klæbehjerner. Hvis de ikke også lærer de danske
sange og salmer udenad, lærer de kun popteksterne, som de kan. Udenad.
Men de kan jo godt lære en salme som RAP, det skader ikke. . Det er godt
at kunne sine sange på rygraden, så man har en sang parat til hver en
lejlighed, uden at skulle hente den på en overhead.
Ja, det var så en moralsk tanke, en lille passiar med min gamle nabo,
som han forhåbentlig kan goutere. Da jeg ikke kan tale med ham som
bonde, har jeg forsøgt at tale som tjener. I Holbergs komedier er det
tjenerne som Henrik og Pernille, der ved mest.
Dem kommer vi til at høre mere til i dag.
Velkommen.
Suzanne Brøgger
19. august, 2007 |