Kære Carsten, kære tilhørere!
Engang imellem kan man være rigtig heldig.
Jeg fornemmer at det er tilfældet for mig, når formand Lone og næstformand Mette - her den anden dag - bad mig byde velkommen til dagens, eller måske snarere ÅRETS, hovedtaler: forfatteren Carsten Jensen.
Jeg kunne begynde med dét som Preben Harris har noteret, Preben er én vi alle sætter højt og lytter til, ikke mindst jeg selv for jeg har rendt i hælene på ham for mange år siden for at samle gode indfald op.
Hvad skriver han så, min gamle læremester:
”Når man har sådan et Holbergsted som Tersløsegård kan man ikke finde en bedre revser end Carsten Jensen - han har kunnet overføre en del af Holbergs virke til nutiden.”
Jeg har et par mere personlige tilføjelser. 3 - tror jeg - som jeg vil tage i rask tempo:

1. Første gang jeg lagde mærke til Carsten fra Ærø var for temmelig længe siden, i midten af 1980-erne tror jeg. Sammen med en charmerende kollega var jeg hoppet på flyveren til det jyske. Vi skulle over at gøre os kloge på ét eller andet der havde med skoleting at gøre.
Og hvad sa'e hun så - den bett' kollega - dér højt oppe i luften:
Hvad læser du?
Det var sikkert en bog om Balkans historie. Havde Holberg levet, havde han nok haft samme interesse! I det mindste har han skrevet om Albaneren Skanderbeg – Georg Kastrioti - der levede i 1400-tallet og som først blev general for Osmannerne, siden gjorde hvad han kunne for at bekæmpe dem.
Og så var meningen jo med spørgsmålet om hvad jeg læste at jeg skulle spørge tilbage ... og så svarede den rare pige:
Noget af Carsten Jensen.
Hvem dét?, spurgte jeg.
Kender du ikke ham? Han er ellers en klog mand, ham kunne du godt lære noget af, så fir-skåren som du er.

Og dér sad Carsten så - lige i øjet på mig ... Jeg tror for resten at hendes bog hed noget i dén hér retning: Sjælen sidder i øjet.

Snart efter fik jeg læst nogle kommentarer hér - nogle kronikker dér af Carsten fra Ærø - nogle tror jeg i ”politisk revy” – alle sammen temmelige interessante og rystende for én der ellers – ind imellem - færdedes blandt ældre købmænd og præstefolk i provinsen med vest og urkæde, lys sommerjakke og stråhat, noget der havde med samtiden at gøre, vendte op og ned på den ... og som gav gode synspunkter til bedste ... og ikke så lidt at tænke over ...

2. Men så var det for nogle år siden at jeg kom meget tættere på Carsten fra Ærø - eller han på mig, dét var da hans underfulde bog "Vi, de druknede" kom ud.
Der var en ganske særlig grund til at jeg kastede mig over netop dén - dén at der var én fra familien der fik sig en ordentlig omgang prygl i den.
Den forurettede var en første-lærer ... Isager ... hedder han i bogen og derfor også i denne skipperskrøne ... en værre bandit må man tro, én der var godt efter de stakkels elever, og én som nogle af disse elever hævnede sig grundigt på.
Tjohhh, sådan har det nok været – med ham ... førstelærer ... Isager ...

Men et sted i familiens gemmer, i en smuk kommode ikke så langt fra hvor jeg bor, har vi et særligt minde om ham, en gave han har givet et ungt familiemedlem, meget ungt - for der er tale om en dåbs-ské. Og hvorfor nævne dén i dag? Fordi der er noget ejendommeligt – nærmest formildende - ved den.
Den er bestilt hjem fra guldsmed Hertz i København til Ærø af vores ven, førstelæreren, ... og teksten lyder sådan cirka:

14. Isager 1866 - Hvad kan meningen dog have været?
Der skulle have stået 14. Juli 1866, altså Bastilledagen. Så, måske, har førstelærer Isager været kåd, og opfundet en særlig revolutionær datering i protest over nederlaget i 1864, og dén nye meget højre-orienterede grundlov der var på trapperne. Måske alt sammen i sympati med den franske revolution og déns særlige kronologi a la "Louis Bonapartes 18. Brumaire"?
Er udlægningen rigtig? Jeg véd det ikke.
Er Carstens historiefortælling rigtig? Jeg véd det ikke - men under alle omstændigheder er han en vældig god, en ganske fortræffelig fortæller, for man sidder dér med hænderne i livet, mens kanonerne springer og personerne ryger til vejrs – og man læser og læser og læser alle de mange sider lige til man er færdig og bare venter på én ting, det næste bind ... som i øvrigt er udkommet.

Og sådan må det jo være med gode historiefortællinger, de skal være andet og mere end "kedsommelig" kildekritik.
Holberg var også historiefortæller, af en lidt anden slags end Carsten, selv om også Holberg kunne finde på at digte – tag fx Peder Paars – der er på vers - og Niels Klim der er på latin.

3. Til sidst vil jeg nævne en ganske tredje facet ... som man selv kan opleve når man ser den lille TV-film om Carsten eller rettere om hans ansigt:
Hans rare hovede med de grånende hår, de pæne ører, den flotte næse, de smukke læber for ikke at tale om hans øjne der li'som kniber sig sammen - engang imellem.
Det er en meget herlig film, en helt vidunderlig film ... jeg har faktisk fået den facetteret til min eye-Pod, så at jeg - hver gang jeg får lyst - kan sidde og beundre ham, ikke kun for hans udseende en face et en profile - men også for dé underfulde ting ... også dé selvironiske ting ... han kan finde på at sige om sig selv.
Jo – Carsten er inde på mange spændende ting, også på nogle der ligger tæt på ét af hovedtemaerne på Tersløsegård i denne sommer:
Maskerne - hvordan vi ta'r os ud – måske endda hvordan vi får os modelleret hos stylisten så at vi kan tage os HELT rigtigt og ungdommelige ud?

Så - mine damer og mine herrer – med denne salut, jeg var lige ved at sige kánon-salut har jeg nu fornøjelsen at byde velkommen til samfundsrevseren, fantasten og den små-forfængelige selv-ironiker forfatteren Carsten Jensen ... ... Vi er meget spændte på hvad han nu kan have at sige til os ...
 

luk vinduet >>