LOGO

Førende Holberg forsker på besøg

Cand. phil. Peter Zeeberg  fortæller på søndag den 9. juni om Holbergs bidende kritik af projektmageri og kønsdiskriminering

Gamle Ludvig Holberg er på ny bogaktuel: Hans fantastiske roman ”Niels Klim” er netop udkommet i en ny dansk version på forlaget Vandkunsten: En mursten på 452 sider om en verden på vrangen, om indskrænkede europæere med forudfattede meninger og om et utopisk kvindeland, hvor mænd er forvist til køkkenarbejde.

Den ny udgave af romanen, som Holberg udgav på latin i 1741, er tilrettelagt af cand.phil. Peter Zeeberg, der som seniorredaktør på Det Danske Sprog- og Litteraturselskab er ekspert i Holbergs skrifter. På søndag den 9. juni kommer Peter Zeeberg til Holberg-museets Tersløsegaard nord for Sorø og holder foredrag om Holberg og Niels Klim. Det er kl. 14.00, og der er åbent for alle.

Kvindeforkæmper

Tersløsegaard sætter i år fokus på netop Holbergs forhold til kvinder. Længe før kvindefrigørelsen og feminismens gennembrud, fremførte Holberg stærkt provokerende for sin samtid i det 18. århundrede det synspunkt, at kvinder burde have ret til uddannelse og embeder, idet han fastslog, at ”naturen har uddelt sine gaver til begge køn uden forskel.”

Holberg brugte både satire og humor i sit opgør med indgroede vaneforestillinger om mænds forrang. Han lader således sin Niels Klim falde ned i et hul til jordens indre, hvor han bl.a. møder fornuftslandet Potu og kvindelandet Cocklecu. Det er det, Peter Zeeberg vil fortælle om på Tersløsegaard på søndag den 9. juni kl. 14.00.

Til toppen