LOGO

2016

Holbergsk børnedag

på Tersløsegaard

To timer med Holberg for børn: Teater og skattejagt

Med store åbne øjne og begejstret opmærksomhed modtager børnene Holbergs evige ”Jeppe”, når han træder frem på Tersløsegaards jeppescene, iført sin 1700-tals bøllehat. Vi ved det, for forestillingen ”Alle Tiders Jeppe” er flere gange blevet opført i Holbergs stuer, hver gang med succes. Det fortjener gentagelse. Derfor sættes forestillingen igen på plakaten i efterårsferien torsdag den 20. oktober kl. 11.00. Det er skuespilleren Niels Vandrefalk, som forvandler sig til bonden Jeppe i en godt 40 minutters barnlig komedie, velegnet for aldersgruppen 4-12 år. Børnene kan undervejs få lov til at lege med i Jeppes historie og agere Nille og Jakob Skomager eller baron og ridefoged, alt imens forældre og bedsteforældre også morer sig kosteligt i selskab med Jeppe og børnene.

Efter forestillingen tager tante Karen og onkel Allan børnene med på skattejagt i Tersløsegaards forunderlige barokhave. Det er to børneglade voksne Holberg-kendere (med fine akademiske titler), som tilrettelægger den helt ufarlige, men måske lidt komiske oplevelsestur med afsæt i Holbergs eventyr om Niels Kliim, der faldt ned i et stort hul i jorden. Turen varer ca 30 minutter.

Torsdag 20. oktober kl. 11-13

Børneteater og skattejagt. I Holbergstuen ”Alle tiders Jeppe” med Niels Vandrefalk og i haven en holbergsk skattejagt med tante Karen og onkel Allan

Entré er 50 kr. pr. næse, store som små, og reservation kan ske Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller telefon 7446 6770.

Festlig Holberg komedie på scenen i Holberghaven

O du nar af kål og steg… sådan lyder den underfundige besked, Holberg gemmer i titlen på komedien ”Don Ranudo de Colibrados”. Prøv at stave Ranudo bagfra og udtal så det adelige efternavn med (tysk) lydskrift: Kohl und Braten! Komedien om den latterlige spanske adelsmand, der sammen med sin Donna Olympia gør sig uhjælpeligt til grin med sin dyrkelse af egen rigdom og fornemhed, opføres på Tersløsegaard søndag den 19. juni. Det er Bagsværd Amatør Scene, der kommer med ikke færre end 23 medvirkende (inklusive kostumier, regi m.fl.) for at vise komedien på scenen i Holberghaven. Det meget velanskrevne amatørteater fra Bagsværd har siden sin start i 1954 indstuderet mere end 150 forestillinger, deriblandt adskillige Holberg-komedier. For ti år siden opførte de ”Barselsstuen” på Tersløsegaard.

bagsvardbarselsstuen

Her en scene fra Bagsværd Amatør Scenes opførelse af Barselsstuen i 2006.

Ludvig Holberg skrev Don Ranudo i sin poetiske raptus i 1720'erne, men komedien blev først opført i 1752 på den dengang nye Kgl. Skueplads på Kgs. Nytorv. På Det kgl. Teater blev den senest gentaget i 1997. Siden har komedien været opsat på flere andre teatre, bl.a. både i Aarhus og Aalborg.

Søndag 19. juni kl. 14.00 – K0MEDIE: ”Don Ranudo de Colibrados” opføres af Bagsværd Amatør Scene

Entré: 100 kr.

Teltet i haven åbner fra kl. 12.30 med tilbud om kolde og varme drikkevarer samt sandwich og diverse mundgodt...

Holbergdag med foredrag,

flag og divertissement

Netop hyldet med Holbergmedaljen kommer forfatteren Dorrit Willumsen til Tersløsegaard søndag 14. august * Desuden diverterer teaterdirektør Vandrefalk med Holbergs masker * Samme dag modtager Tersløsegaard nyt flag fra Danmarks-Samfundet

dorritwillumsenmaske

Det bliver en særdeles indholdsrig Holbergdag, Tersløsegaard inviterer til på søndag den 14. august. To eminente Holbergkendere fra henholdsvis litteraturens og teatrets verden gæster Holberg Museet. Det er forfatteren Dorrit Willumsen og skuespilleren Niels Vandrefalk. Den første vil tale om Holberg og desuden fortælle om Herman Bang, der i 1871 som 14-årig flyttede ind i præstegården lige over for Tersløsegaard, fordi hans far blev præst i sognet. Den anden vil beskrive Holbergs masker med udgangspunkt i komedien ”Hexerie eller Blind Alarm”, som Vandrefalk selv medvirkede i, da den blev opført på Det Kgl. Teater med Jørgen Reenberg i hovedrollen som Leander. I 2004 blev netop den komedie i øvrigt anvendt som afsæt for etableringen af Holberg Teatret, og i næste sæson 2017 tager teatret stykket op igen, når der skal spilles Holberg i Sorø Akademihave. ”Hexerie eller Blind Alarm har bevaret sin energi i en moderne teaterdirektørs skuffe, fordi det rummer den sande kraft til at gå op mod dumhed, overtro, løgne og grove manipulationer, som magtudøvelse til alle tider betjener sig af”, forklarer Niels Vandrefalk.

Dorrit Willumsen har nylig modtaget den fornemme Holberg-medalje, som blev indstiftet af Dansk Forfatterforening i 1934. Hendes forfatterskab omfatter romaner, noveller, erindringer, dramatik og lyrik, og hun har også tidligere opnået både Det Danske Akademis store pris og Nordisk Råds litteraturpris. Holbergs komedier beskriver hun meget rammende sådan:

Man skulle ikke være vægelsindet, stundesløs eller alt for påståelig. Man skulle bestemt ikke vigte sig af sin lærdom eller kaste sig ud i noget så uoverskueligt som politik, når man egentlig bare var kandestøber. Man skulle ikke prale og være stortalende. Og man skulle bestemt ikke komme hjem med franske manerer, bare fordi man havde været en tur i Paris.”

Holbergdagen på Tersløsegaard indledes kl. 12.00 med at et splinternyt Dannebrogsflag hejses til tops. Flaget er en gave fra Danmarks-Samfundet, som siden 1908 har arbejdet for at udbrede anvendelsen af det danske flag som symbol på national kulturtradition.

Søndag 14. august kl. 12.00 – Holbergdag med tale af årets Holbergmedalje-modtager Dorrit Willumsen, foredrag om Holbergs masker af skuespillerNiels Vandrefalksamt overrækkelse af nyt flag fra Danmarks-Samfundet

Entré: 100 kr.

Program:

kl. 12.00 Overrækkelse af nyt flag fra Danmarks-Samfundet

kl. 12.15 Tale af forfatteren Dorrit Willumsen om Holberg og Herman Bangs soranertid

kl. 13.30 Foredrag af skuespilleren Niels Vandrefalk om Holbergs Masker

 

 

Højesteretsdommer om Holbergs juridiske lærebog

I 1716, for præcis 300 år siden, udgav Ludvig Holberg sin banebrydende ”Introduction til Natur- og FolkeRettens Kundskab”. Det var landets første juridiske lærebog skrevet på dansk, og fra 1736, da Juridisk Fakultet blev oprettet på Københavns Universitet, læstes den af alle jurister i Danmark-Norge. Bogen blev i øvrigt også en betydelig oplagssucces, som blev trykt i ikke færre end fem udgaver i Holbergs levetid (og flere derefter).

jonstokholmPå Tersløsegaard markeres bogjubilæet med et foredrag af en af vor tids helt store juridiske kanoner, højesteretsdommer, tidligere formand for Advokatrådet, mangeårig procederende advokat og fremtrædende retshistoriker: Jon Stokholm. Han har både været ved kammeradvokaturen, i flere private advokatfirmer og opnåede kun 32 år gammel møderet for Højesteret, hvortil han selv i 2003 blev udnævnt som dommer efter internationale studier, bl.a. ved Conseil d'Etat i Paris.

Søndag 28. august kl. 14.00 – Holberg som jurist: Retshistorikeren, højesteretsdommer Jon Stokholm holder foredrag om Holberg som jurist i anledning af 300 året for udgivelsen af Holbergs ”Natur- og Folkeret”

Entré: 100 kr.

Jazz med afsæt i

commedia dell'arte

På Tersløsegaard giver italiensk musiker koncert med karnevalstoner fra de maskarader, der inspirerede Holberg under hans ophold i Rom for 300 år siden

Italiensk musik med udspring i napoletansk sangtradition bliver den røde tråd i en helt speciel jazzkoncert, som præsenteres på Tersløsegaard søndag den 31. juli. Anledningen er 300 året for Ludvig Holbergs ophold i Rom i 1716, hvor han stiftede bekendtskab med det musikalske commedia dell'arte teater, som siden blev et element i flere af hans komedier. Nu levendegøres musikken af den fremragende italienske musiker Francesco Cali sammen med sangerinden Clara Vuust og guitaristen Jeppe Holst.

Pianisten Francesco Cali spiller med et så stærkt sydlandsk temperament, at det kalder tårer frem i øjenene.  Det italienske er også gået danske Clara Vuust i blodet. Efter et hjemligt tilløb med kirkesang, kammerkor og Musikkonservatorium flyttede hun til Italien, lærte flere lokale musikere at kende og turnerede bl.a. med et siciliansk orkester. I efteråret 2013 trådte hun ind på den danske jazzscene med albummet ”Here's to love” og blev hurtigt en af de mest spillede jazzvokalister med sine kærlighedessange og rytmiske romantik. På albu­mmet medvirkede også Jeppe Holst, hvis eminente teknik og inderlige indføling på guitaren passer perfekt med den latinsk inspirerede musik.

Omdrejningspunktet for koncerten på Ludvig Holberg museet bliver den napoletanske sangtradition, bygget på nogle af de teatralske elementer, hvoraf commedia dell'arte havde sit udspring. Fra de smukke gamle sange føres tilhørerne videre til nyere italienske sange, hvor man stadig kan mærke traditionen fra dengang – og derfra via enkelte franske kompositioner til amerikanske evergreens for at markere det nutidigt jazzede element.

Søndag den 31. juli 2016 kl. 13.00

Jazz på italiensk: Clara Vuust, vokal, Francesco Cali, klaver og harmonika, og Jeppe Holst, guitar.

TERSLØSEGAARD, Holbergsvej 101, 4293 Dianalund

Entré: 100 kr.

Musik og litteratur på en og samme dag

To fremtrædende kunstnere optræder på Tersløsegaard: Pianisten Steen Pade og forfatteren Madame Nielsen

steenpademadamenielsen

Ludvig Holberg både skrev (hvad der er meget velkendt) og spillede – fløjte og gambe. Så han vil utvivlsomt bifalde, at der skal fremføres såvel musik som litteratur i hans bolig. Det sker søndag den 10. juli. Steen Pade, komponist, pianist og mangeårig tidligere rektor Det Kgl. Musikkonservatorium, spiller fra kl. 13.00 Schumann, Beethoven og egne kompositioner på klaveret i Holbergs stue.

Kl. 14.30 kommer dernæst den uhåndgribeligt mærkværdige forfatter Madame Nielsen og læser op af sine værker. Nielsen præsenterer gerne sig selv som ”en heks” og et verdensfjernt væsen. Ikke desto mindre har forlaget Gyldendal flere gange dokumenteret Nielsens eksistens på tryk, senest med romanen ”Den endeløse sommer”, ligesom troværdige vidner har observeret Madame Nielsen lyslevende i en bolig i Sorø!

Søndag 10. juli – KL. 13.00: Klaverkoncert: Pianisten Steen Padespiller Schumanns fantasi i C-dur, en sonate af Beethoven og en af sine egne kompositioner, Kl. 14.30: Forfatteroplæsning af Madame Nielsen.

Entré: 100 kr.

Moderne teater i holbergsk ånd

præsenteres på Tersløsegaard

Sorø Amatør Teater opfører den 5. juni Nikoline Werdelins stykke ”Martas Tema” og forfatteren kommer selv til stede og åbner Holberg-sæsonen

Det bliver med en opsang til det bedre borgerskabs akademiske arrogance, at årets sæson på Tersløsegaard åbnes søndag eftermiddag den 5. juni. Ludvig Holberg werdelinMuseet har inviteret satirikeren, serietegneren og forfatteren Nikoline Werdelin til at tale, hvorefter hendes dramatiske skuespil ”Martas Tema” opføres af Sorø Amatør Teater på scenen i Holberghaven. I stykket, som har 16 medvirkende på scenen, spiddes snobberi og fastlåste samfundsstrukturer med skarpe karakterer, rammende replikker, vid og bid, ikke ulig Ludvig Holberg i hine tider. Nikoline Werdelin har skarpt øje for det absurde og komiske, så forestillingen er både tankevækkende, pinagtig og meget morsom.

Den nu 55-årige Nikoline Werdelin lagde som ganske ung ud med en serie ustyrligt morsomme tegneserier i Politiken og Alt for Damerne. Senere debuterede hun i 1997 som skuespilforfatter og har til dato fået opført otte skuespil. Hun er blevet belønnet med både Modersmålprisen, Reumertprisen, Kjell Abelprisen – og ikke mindst Holbergmedaljen, som hun modtog i 2010.

Her er dagens program:
kl. 16.00 - Bestyrelsesformand Flemming Pade byder velkommen

kl. 16.10 - Nikoline Werdelin taler og fortæller

kl. 17-18 – Spisepause: Serveringsteltet er åbent (og publikum også velkomne til at medbringe madkurve). I haven er opstillet borde og stole, som man kan bænke sig ved...

kl. 18.00 - Sorø Amatør Teater opfører Martas Tema (ca. 2 timer med pause mellem akterne).

kl. 20.00 - Afslutning

Søndag 5. juni kl. 16.00 - 20.00

Sæsonåbning med forfatteren Nikoline Werdelin og Sorø Amatør Teater, der opfører ”Martas Tema”

Entré 100 kr.

Teatermanden Preben Harris

kommer og slutter sæsonen

 

Høstafslutningen søndag den 11. september er lagt i hænderne på Preben Harris, teaterdirektør, instruktør og skuespiller – samt mangeårigt prebenharrismedlem af Tersløsegaards bestyrelse. Preben Harris oplæser og spiller epistler og scener af Ludvig Holberg.

 

Preben Harris, som sidste år kunne fejre sin 80 års fødselsdag, har i mere end et halvt århundrede sat markante aftryk på dansk teater og film. Som skuespiller, oprindelig udgået fra Aarhus Teater, har han været på scenen i utallige opførelser – deriblandt Holbergs ”Jeppe på Bjerget”. Desuden har han medvirket i 20 danske spillefilm, fra ”Far til fire” i 1950'erne til senest Susanne Biers ”Hævnen” i 2010. Også på TV har han gjort sig gældende i ikke færre end 18 forskellige populære TV-serier. Allerstørst betydning for teatret har dog nok været hans indsats som teaterdirektør, først for Gladsaxe Teater og siden gennem tredive år (1971-2001) som chef for Folketeatret i København. Preben Harris har modtaget et hav af priser, deriblandt Årets Reumert, Teaterpokalen, Herman Bangs legat, Teaterkritikernes pris og Danske Dramatikeres hæderspris..

 

Søndag 11. september kl. 14.00 Epistler og scener af Ludvig Holberg: Teaterdirektør Preben Harris læser op og holder foredrag om Holberg

Entré: 100 kr.

Smuk Sankt Hans tradition

Traditionen med stort Sankt Hans bål på plænen foran Tersløsegaard, der plejer at samle et par hundrede dedltagere til en smuk midsommeraften, videreføres. I år holder Tersløses sognepræst Bo Breuning Depner båltalen, før heksen sendes af sted til Bloksbjerg. Desuden kommer korleder og sanger Mona Schreiber med sine ”Silver-Singers”, som synger et lille firestemmigt peterhougaardprogram akkompagneret på harmonika af Peter Hougaard. Han er konservatorieuddannet og ansat som organist ved Hørsholm Kirke samtidig med at han flittigt gør sig med underholdningsmusik og på teatre, blandt andet som medvirkende i Tivolis Promenadeorkester og på Maribos Nørregadeteater.

Torsdag 23. juni kl. 20.30 – Sankt Hans bål med båltale af sognepræst Bo Breuning Depner, musik med harmonikaspilleren Peter Hougaard og SilverSingers koret under ledelse af Mona Schreiber samt fællessang af Midsommervisen.

Fri entré

 

Til toppen