Sorø Amatør Teater og Nikoline Werdelin
åbner Tersløsegaards sæson 5. juni
Skuespil i Holberghaven og tale af skuespilforfatteren på Grundlovsdag fra kl. 16 til 20
En moderne forfatter og et lokalt amatørteater kommer søndag eftermiddag den 5. juni til Tersløsegaard og åbner Ludvig Holberg Museets sæson. Forfatteren er Nikoline Werdelin, der i bedste holbergske ånd forstår at spidde akademisk arrogance og borgerskabets snobberi i sit skuespil ”Martas Tema”. Hun taler om Holberg og introducerer selv sit stykke, som opføres i Holberghaven af Sorø Amatør Teater. Der er 16 medvirkende i opførelsen.
Nikoline Werdelin er blandt de fremragende danske forfattere, der er belønnet med Holberg Medaljen. Den blev indstiftet af Dansk Forfatterforening i 1934 og er siden uddelt hvert år. Tidligere har blandt andre Henrik Pontoppidan, Tom Kristensen, Martin A. Hansen, Klaus Rifbjerg og Henrik Stangerup modtaget den. Werdelin, som også har opnået Modersmålprisen, Reumertprisen og Kjell Abelprisen, lagde som ganske ung ud med en serie ustyrligt morsomme tegneserier i Politiken og Alt for Damerne. Senere debuterede hun i 1997 som skuespilforfatter og har til dato fået opført otte skuespil.
Martas Tema blev ved premieren i 2005 flot modtaget af kritikerne og betegnet som ”Nikoline Werdelins mest ambitiøse og stort anlagte dramatiske komposition”. Stykket folder sig ud i to scenarier, der springer frem og tilbage mellem det 19. og det 21. århundrede. Nikoline Werdelin har skarpt øje for det absurde og komiske, så forestillingen er både tankevækkende, pinagtig og meget morsom.
De medvirkende i Sorø Amatør Teater.
Her er dagens program:
kl. 16.00 - Bestyrelsesformand Flemming Pade byder velkommen
kl. 16.10 - Nikoline Werdelin taler og fortæller
kl. 17-18 – spisepause: Serveringsteltet er åbent (og publikum også velkomne til at medbringe madkurve). I haven er opstillet borde og stole, som man kan bænke sig ved...
kl. 18.00 - Sorø Amatør Teater opfører Martas Tema (ca. 2 timer med pause mellem akterne).
kl. 20.00 - Afslutning
Søndag 5. juni kl. 16.00 – 20.00
Sæsonåbning med forfatteren Nikoline Werdelin og Sorø Amatør Teater, der opfører ”Martas Tema”
Entré 100 kr. Reservationer modtages pr. e-mail på post@tersloesegaard.dk eller tlf. 7446 6770
Hele sæsonprogrammet kan ses HER.