Holberg genfortalt
på ny hjemmeside
Indholdsmættet virtuelt Holbergværk med 24 centrale temaer om Ludvig Holberg er netop åbnet på adressen rundtomholberg.dk
Et overvældende, mesterligt og yderst velkomment nyt Holberg-værk er netop gået i luften. Det er hjemmesiden rundtomholberg.dk. Den rummer såvel mange af Holbergs tekster som pædagogisk indbydende fortællinger om hans liv og værk. Desuden er hjemmesiden forsynet med links til flere film og TV-opførelser af Holbergs komedier samt et flot udvalg af klassiske Holberg-illustrationer af bl.a. Wilhelm Marstrand, Robert Storm Petersen og Svend Johansen. Den ny hjemmeside åbner veje ind i hele Holbergs store forfatterskab og er et fornemt supplement til den store digitale Holbergudgave holbergsskrifter.dk, som for få år siden blev færdiggjort af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Universitetet i Bergen. Forfatteren til rundtomholberg er lektor Sune Berthelsen, mangeårig formand for Holbergsamfundet. Hjemmesiden er udviklet i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag med støtte fra A.P. Møller Fonden.
Rundtomholberg.dk er frit tilgængelig og kan anbefales til alle, omend den er særligt målrettet gymnasieelever. Det fremgår af dens indhold af introduktioner, billeder, arbejdsspørgsmål, videofilm, ordforklaringer og årstalsliste. Sune Berthelsen, som selv underviser på Nærum Gymnasium, skriver, at hjemmesiden kan bruges i en række af gymnasiets fag: dansk, historie, drama, oldtidskundskab, religion og billedkunst. Og han motiverer eleverne med denne erklæring:
Demokrati, ytringsfrihed, ligestilling og tolerance tænker vi tit på som selvfølgelige elementer i vores kultur. Men ideerne kommer et sted fra. Og det er vigtigt, at vi forstår vores kulturhistorie, og hvor vi kommer fra, hvis vi skal kunne navigere i den verden, vi lever i. Det kan Holberg hjælpe os med på tværs af århundrederne. Holberg er en af grundpillerne til at forstå, hvorfor vores samfund og vores kultur er, som den er.
Et dryp malurt
Set fra Tersløsegaard må der dog dryppes malurt i bægeret. Holbergs gods og bolig gennem ni år - den eneste tilbageværende autentiske bolig, åben for offentligheden - er stort set skrevet ud af rundtomholbergs historiefortælling, ja, Tersløsegaard er endog i teksten reduceret til "en af Holbergs gårde"!
Det er lige lovlig magert, har HolbergMuseet påpeget over for hjemmesidens forfatter Sune Berthelsen. Han har derfor beredvilligt lovet at tilføje denne mere fyldestgørende tekst og samtidig indsætte et link til Tersløsegaard:
"Holbergs lille barokherregård Tersløsegaard er den eneste af Holbergs boliger, som stadig eksisterer. Her boede han om sommeren i ni år fra 1745 og frem til sin død. Gården står i dag som en autentisk bolig fra Holbergs tid. Ud over Tersløsegaard besad Holberg Brorupgaard, Jernbjerggaarden, 148 bøndergårde, tre møller, fem kirker og et teglværk. I alt samlede Holberg så store jordbesiddelser, at han endte med at blive adlet som baron. I dag er den smukke bolig i Tersløse ti kilometer fra Sorø på Vestsjælland indrettet som museum for Holberg og er åben for offentligheden. Læs mere om museet på museets hjemmeside https://www.tersloesegaard.dk/“.
Nu venter vi blot på, at rundtomholberg.dk opdateres med tilføjelsen. For det er ikke sket endnu!
………………………
Fem stjerner til Jeppe på Bjerget
Flot anmeldelse af Vendsyssel Teaters opsætning af Holbergs klassiker
Gamle Ludvig Holberg må være stolt, hedder det i JyllandsPostens begejstrede anmeldelse af Jeppe på Bjerget, som forleden fik premiere på Vendsyssel Teater i Hjørring. Forestillingen vises frem til 21. december og er ifølge anmeldelsens fem stjerner (ud af seks mulige) hele rejsen værd. Kostumerne er moderniserede og sproget har fået en nænsom overhaling, men Jeppe er formidabelt portrætteret af skuespilleren Ulver Abildgaard, fortæller anmelderen, der sidder tilbage med en knugende fornemmelse i maven og en fugtig øjenkrog efter mødet med Holbergs komedie.
Læs mere om forestillingen HER:
…………………………….
HolbergMuseets sæson 2020 tyvstartes med natåbent kl. 19-23 torsdag den 4. juni i forbindelse med Dianalunds kulturnat. Den ordinære sæsonåbning bliver søndag den 7. juni. Allerede fra april 2020 er bestilte museumsbesøg dog velkomne. Tid kan bestilles hos museets foreviser ved henvendelse til post@tersloesegaard.dk eller telefon 7446 6770. Entré i 2020 er 60 kr. pr. person, dog gratis for børn under 12 år. Årskort med ubegrænset adgang til museum og alle arrangementer kan erhverves for 350 kr.
LUDVIG HOLBERG MUSEET TERSLØSEGAARD
Holbergsvej 101, 4293 Dianalund
Kontakt og reservation: email: post@tersloesegaard.dk eller tlf. 7446 6770 (telefonsvarer)